Der er optræk til panikagtige tilstande på energi-området. Det Internationale Energiagentur (IEA) peger nemlig på, at den sidste olie snart er pumpet op. Det skriver Berlingske Tidende.
Det er en analyse af verdens 800 største oliefelter, som får IEA til at råbe vagt i gevær. En alvorlig energi-krise kan nemlig dermed være nær. IEA vurderer, at olieproduktionen vil falde med 6,7 procent årligt. Et fald, der er langt højere end tidligere antaget.
Olie er til stadighed verdens mest vigtige energikilde. Grøn energi og biomasse fylder således under fem procent af det samlede energiforbrug i verden.
IEA har ikke sat dato på, hvornår den sidste olie er brugt. Men organisationen siger, at dagen ikke er så langt ude i fremtiden, som man tidligere har troet.