Vattenfall vil bruge fem milliarder kroner på at ombygge selskabets kulkraftværker, så de fremover kan fyre med CO2-neutral biomasse, skriver Børsen i dag. Frem til 2016 vil Vattenfall ombygge de danske kul- og gasfyrede værker, så de kan producere el og varme på halm, træpiller, flis og andre former for biomasse.
Dong Energy er langt foran Vattenfall på brug af biomasse med et årligt forbrug på 1,2 mio. ton, og vicepresident Knud Pedersen, Dong Energy, oplyser, at Dong også fortsat vil udbygge området, og ifølge Børsen frygter Dong ikke at blive overhalet af Vattenfall. En række af de store kraftvarmeværker, Avedøreværket, Studstrupværket, Fynsværket og Amagerværket, bruger allerede i dag en del biomasse.
Bioenergi udgør i dag 75 pct. af Danmarks vedvarende energi. Med politiske målsætninger om øget vedvarende energi vil bioenergien komme til at spille en endnu større rolle end i dag.