Hvis der ikke hurtigst muligt sættes gang i initiativer der kan fremme udviklingen af klima- og energiteknologi risikerer Danmark at sætte sin førerposition over styr.
Det mener DI Energibranchen, der i dag fremlægger en erhvervsklimastrategi med 20 konkrete anbefalinger. Det skriver Børsen.
- Vi kan ikke blive ved med at leve højt på fortidens sejre. Hvis danske virksomheder skal være en del af den markante vækst, der her marked står over for globalt, så skal der satses massivt på udvikling og kommercialisering, siger direktør i DI Energibranche, Anders Stouge, til Børsen.
Ifølge DI Energibranchen er et af det vigtigste behov netop nu, at styrke indsatsen inden for innovation og kommercialisering. Der har i mange år været fokus på demonstrationsfasen men Anders Stouge pointerer, at det er vigtigt ikke at glemme den fase der kommer bagefter, nemlig kommercialiseringen. Den aktuelle finanskrise har ført til mangel på kapital og derfor er det ifølge direktøren nødvendigt, at staten rækker energiindustrien en hjælpende hånd hvis ambitionen om at gøre Danmark til en grøn vindernation skal blive til noget.
Blandt DI Energibranchens 20 forslag er således etableringen af en energiudviklingsfond som kan foretage markante investeringer i udviklingen af klima- og energiteknologier.
Regeringen forventer at kunne præsentere en ny erhvervsklimastrategi den 30. marts og forslagene er DI Energibranchens indspil til den igangværende politiske proces.