Dansk Fjernvarme

Connie Hedegaard opfordrer kommuner til at omlægge naturgas til fjernvarme

2. februar 2009 | 2009

Connie Hedegaard opfordrer kommuner til at omlægge naturgas til fjernvarme

Titusindvis af danskere kan få billigere og mere klimavenlig varme i stuer, kontorer og institutioner, hvis kommunerne udnytter muligheden for at koble flere kunder på landets fjernvarmenet. Det skirver Berlingske Tidende, efter klima- og energiminster Connie Hedegaard har skrevet brev til kommunerne med opfordring til at konvertere naturgas til fjernvarme, hvor det er muligt.

Hvis landets kommuner sørger for, at individuelle naturgaskunder i stedet får fjernvarme, kan bygninger svarende til ikke færre end 100.000 husstande varmes billigere og mere effektivt op.

Udnytter kommunerne hele potentialet, kan samfundet score en gevinst på én milliard kroner om året, mens atmosfæren skånes for knap en halv million tons CO2 og en typisk boligejer kan spare rundt regnet 5.000 kroner om året på varmeregningen.
 
Den økonomiske og miljømæssige gevinst ved en øget omstilling fra individuel naturgas til kollektiv varmeforsyning fremgår af en rapport fra Energistyrelsen. Og med afsæt i rapporten, opfordrer klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) nu landets kommuner til at udvide fjernvarmeforsyningen i de områder, hvor det kan betale sig.

Direktør i Dansk Fjernvarme , Jørgen Jørgensen siger, at en boligejer vil kunne spare mellem 4.000 og 7.000 kroner om året ved at skifte naturgasfyret ud med fjernvarme. Dertil kommer ifølge Jørgens Jørgensen klimagevinsten ved, at fjernvarmen er mere effektiv end individuelle naturgasfyr.

»Det skyldes, at fjernvarme kommer fra værker, der producerer både strøm og varme, hvilket giver en energiudnyttelse, der er rundt regnet dobbelt så høj, som i individuelle naturgasfyr. Dertil kommer, at flere fjernvarmekunder indebærer, at mere overskudsvarme fra eksempelvis affaldsforbrændingsanlæg kan udnyttes i stedet for at ende i den blå luft. Endelig er der stordriftsfordele ved en kollektiv varmeforsyning,« siger Jørgen Jørgensen.

Dansk Fjernvarme er tirasdag den 3. februar vært for en temadag for kommunerne. Temadagen omhandler varmeplanlægning.