En massiv udbygning af den danske vindmølleproduktion er fejl. Det siger tænketanken Cepos i en ny rapport.
Til Ritzau siger direktør Martin Ågerup, at vindenergi de seneste år har bidraget med under ti procent af det danske elforbrug, selv om de officielle tal siger omkring 20 procent.
Rapporten retter stærk kritik af de storstilede planer om en massiv udbygning af Danmarks vindmøllepark. De danske elforbrugere betaler en overpris på ca. 50 pct. til vindmølleejerne for fremstillingen af vindmøllestrøm. Men elforbrugerne får ifølge Cepos ikke selv glæde af den dyre el.
- Siden 2001 har danske elforbrugere leveret billig strøm til udlandet for omkring 6.8 mia. kr. - eller i alt godt 2.400 kr. per familie, siger direktør i Cepos, Martin Ågerup.
Elsystemet kræver helt stabil elproduktion af hensyn til de apparater, der bruger el. Derfor eksporteres vindmøllestrøm til meget billige priser. Der er dyrt for elforbrugerne, og det er halsløs gerning at fortsætte en voldsom og dyr udbygning af vindkraften i Danmark, så længe man ikke kan løse de problemer, vi har nu, siger Martin Ågerup.
- For det første forærer vi ikke strømmen væk. Prisen på de store markeder som Tyskland går jo ikke i nul, bare fordi der er stor elproduktion i Danmark. Så vi deler prisforskellen med importlandet. For det andet er vi godt på vej i Danmark med et større og robust elnet, så vi kan eksportere meget mere til bedre pris. Samtidig gør vi elsystemet mere fleksibelt med satsning på bl.a. varmepumper og elbiler, der kan udnytte strømmen, siger stabschef Peter Jørgensen fra det statsejede Energinet.dk, der ejer ledningsnettet.