Energinet.dk har bevilget 6,4 millioner kroner til Brædstrup Fjernvarmes nye, eksperimenterende projekt med et såkaldt borehulslager og en fordobling af værkets solvarme-anlæg. Det skriver Horsens Folkeblad.
Borehulslageret er det første af sin art, hvor man borer 100 huller 25-50 meter ned i jorden. I hullerne bliver der lagt indstøbte varmeslanger, hvor solens energi fra om sommeren kan føres ned i jorden for så at blive hentet op i vinterperioden og via varmepumper hæves i temperatur til fjernvarmebrug.
Brædstrup Fjernvarme har i mange været blandt frontkæmperne for ny teknologi og nye metoder til klimavenlig opvarmning – til gavn for forbrugerne. Det nye projekt med sæsonlagring af varme kan vise sig ganske epokegørende.
”Hvis det viser sig, at vi med dette projekt kan videreudvikle lagringsteknologierne således, at den overskydende og forureningsfri solvarme kan gemmes fra sommer til vinter, vil der ske et yderligere boom i udbredelsen af storskala-solvarmeanlæg i Danmark,” siger direktør Per Kristensen fra Brædstrup Fjernvarme.
Med i projektet er samtidig en fordobling af værkets eksisterende solvarmeanlæg til op mod 18.000 kvadratmeter.