En tredjedel af Sønderborgs fjernvarmebehov skal fra 2011 dækkes af varmt vand, som hentes direkte op fra undergrunden. Det skriver Ingeniøren.
Nye fund af reservoirer med 63 grader varmt vand i to kilometers dybde giver mere optimisme til flere års tilløb med geotermiplanerne i Sønderborg Kommune. Fundene af varmt vand vil kunne forsyne op til 5000 husstande med varme.
Arbejdet med projekteringen af et overfladeanlæg, der skal hæve vandets temperatur det sidste stykke op til 80 grader, som er påkrævet for at udnytte vandet i fjernvarmeforsyningen, er begyndt. Blandt andet påtænker man at anvende varmepumper i systemet.
Varmepumperne skal drives af varme fra enten det affaldsfyrede kraftvarmeværk eller et nyt biomassefyret kedelanlæg. Det bliver for dyrt i drift, hvis pumperne skal køre på el.
Når vandet har afgivet sin varme til fjernvarmesystemet, ledes det tilbage til undergrunden gennem en skråboring. Til den tid har vandet en temperatur på 11 grader.