Dansk Fjernvarme

40 procent VE i 2050 er muligt at opnå

12. marts 2009 | 2009

40 procent VE i 2050 er muligt at opnå

Vedvarende energi vil kunne levere 40 procent af jordens energiforbrug i 2050 - men det vil koste milliarder af kroner i tilskud. Det vurderer en række eksperter, der har været samlet til klimakonference i København, skriver Jyllands-Posten.


- Vores forskning viser, at vedvarende energi fra især vindmøller kan levere 40 procent af al energi i 2050. Men kun hvis det bliver støttet i form af tilskud, i hvert fald i begyndelsen, siger professor Peter Lund fra Helsinki Universitet til avisen.


Han vurderer dermed, at den mulige andel af vedvarende energi er dobbelt så høj som det hidtidige skøn fra Det Internationale Energiagentur.


Ifølge Peter Lund koster det aktuelt cirka 50 procent mere at lave strøm på vindmøller end på kulkraftværker men vindenergien antages at være fuldt konkurrencedygtig omkring år 2020-2025. Forskerne vurderer derfor, at det indtil da er nødvendigt med tilskud i størrelsesordenen 75-150 milliarder kroner årligt for at drive udviklingen frem.

Forskerne vurderer også at biogas og bioethanol kan spille en væsentlig rolle som vedvarende energikilde i fremtiden.