De næste ti år vil det svenske energiselskab Vattanfall investere op imod
80 milliarder kroner i CO2-neutrale energiløsninger i Norden. Bølgekraft
bliver et af selskabets store satsninger, skriver Børsen.
- Vi ved, at kræfterne er derude i havet. Nu skal vi finde ud af at udnytte
dem optimalt, og derfor har vi besluttet i de kommende år at satse massivt
på bølgeenergi rundt om i Europa, siger Vattelfalls direktør for termiske
energiaktiviteter i Norden, Bjarne Korshøj.
Langt hovedparten af de omtalte 80 milliarder kroner skal gå til vindkraft,
atomkraft og biomasse men alligevel vil ”adskillige milliarder” ifølge
Børsens oplysninger blive brugt på at udvikle bølgekraft. Det bekymrer ikke
Vattenfall, at prisen på bølgekraften i første omgang bliver høj –
selskabet vil være først i gang og er parat til at bruge de ekstra kroner
det koster fordi Vattenfall regner potentialet for bølgekraft for at være
enormt.
Bjarne Korshøj henviser til internationale vurderinger som anslår, at
potentialet alene i Danmark er op imod 30 terawatt-timer hvilket vil sige,
at bølgekraft teoretisk set kan dække næsten hele Danmarks elforbrug som i
dag er cirka 35 terawatt-timer.
Vattenfall har allerede gang i 10 mindre forsøgsanlæg i Sverige og konkrete
planer om at bygge et projekt i Irland. Også Danmark regnes for interessant
fordi selskabet Wave Dragon allerede har etableret et demonstrationsprojekt
ved Limfjorden. Kommercielt er Danmark dog knap så interessant som en række
andre lande fordi man i Danmark ikke støtter bølgekraft på samme måde som
man støtter vind og biomasse. Lande som Portugal, England, Tyskland og
Frankrig har bedre støtteordninger end Danmark når det gælder bølgekraft og
det kan få Vattenfall til i første omgang at søge til de lande frem for
Danmark.