Dansk Fjernvarme

Uenighed om treledstariffen truer bred energiaftale

6. maj 2008 | 2008

Uenighed om treledstariffen truer bred energiaftale

Regeringen og oppositionen er blevet uenige om, hvorvidt det er en del af den blot tre måneder gamle energiaftale, at treledstariffen skal afskaffes. Det skriver Børsen.

 

Socialdemokraterne, SF og De Radikale afviser således at stemme for et lovforslag som vil afskaffe treledstariffen. Ifølge VK-regeringen er det ellers en del af energiaftalen af det særlige afregningssystem for de mindste kraftvarmeværker under 5MW skal afskaffes. Oppositionen mener tværtimod, at det er en del af aftalen, at treledstariffen skal bibeholdes.

 

- Det er en simpel kendsgerning, så hvis Skatteministeren fjerner den laver regeringen et entydigt forligsbrud, siger De Radikales energiordfører, Johs. Poulsen, til Børsen.

 

Skatteminister Kristian Jensen (V) har ansvaret for de afgiftsmæssige aspekter af energiaftalen og han afviser blankt, at regeringen har lovet at fastholde treledstariffen, som ifølge regeringen fastholder et højere CO2-udslip på 150.000 tons fordi de små værker kan tjene på at producere strøm når efterspørgslen er lav. Han beskylder ifølge Børsen desuden oppositionen for at bruge spørgsmålet om treledstariffen til at trække sig ud af energiaftalen.

 

Socialdemokraternes klima- og energiordfører, Mette Gjerskov, fastslår, at det er Kristian Jensen, der er i gang med at bryde aftalen og at hendes parti aldrig var gået med i en aftale hvis den indebar en afskaffelse af treledstariffen.

 

Oppositionspartierne pointerer, at treledstariffen eksempelvis gør det nemmere at indpasse vedvarende energi på de små værker under 5MWog at ordningen er nødvendig for at sikre økonomien i værkerne, som dog har muligheden for, frivilligt at skifte til markedsvilkår, hvis de ønsker det.

 

Dansk Folkepartis energiordfører, Morten Messerschmidt, er enig med regeringspartierne i, at treledstariffen bør afskaffes. Hvis oppositionspartierne trækker sig fra energiaftalen vil han dog have den genforhandlet.

 

- Vi har betalt en ret stor pris for at få et bredt forlig, og den pris synes jeg da, at man skal overveje om er værd at betale, hvis ikke vi får et bredt forlig. Hvis de røde ikke er med er der ingen grund til, at det ser så rødt ud, siger han til avisen.

 

Dansk Fjernvarme: Behold treledstariffen
Dansk Fjernvarme har for nylig afgivet høringssvar til den lovpakke, som blandt andet indeholder forslaget om at afskaffe treledstariffen.

 

- Vi anser afskaffelse af treledstariffen som et unødvendigt skridt. Mange af de største værker i den relevante gruppe af værker under 5MW er frivilligt på vej over på markedsvilkår. De resterende små værker påvirker elsystemet meget lidt men det vil administrativt være meget krævende for dem at skifte til markedsbaseret drift. Derfor bør treledstariffen opretholdes, siger ingeniør i Dansk Fjernvarme, John Tang.

 

Læs Dansk Fjernvarmes høringssvar her.