Det danske energiselskab, Dong Energy, forsøgte ikke at bestikke sig til en
bedre position i lokalsamfundet. Det har statsadvokaten i Stralsund, Ralf
Lechte, fastslået og har derfor samtidig afvist at føre sagen.
Det skriver Berlingske Tidende.
Dong Energy blev før jul anmeldt til statsadvokaten af to modstandere af
byggeriet af det meget omtalte kulkraftværk, Dong Energy planlægger at
opføre i Tyskland. Anklagerne gik på, at en ansat fra Dong Energy mere
eller mindre direkte havde tilbudt penge til borgmesteren i byen Lubmin,
hvor kraftværket skal opføres. Borgmesteren har tidligere indrømmet, at
Dong Energy blandt andet havde tilbudt at sponsorere sportsklubber og
lignene, men at han ikke opfattede det som forsøg på bestikkelse. Den
opfattelse delte statsadvokaten altså efter at have undersøgt sagen.
Der er dog endnu ikke fuldstændig grønt lys for opførelsen af kraftværket.
Ifølge Berlingske Tidende har de tyske miljømyndigheder netop fremlagt mere
end 20 punkter, hvor Dong Energy skal komme med flere oplysninger. Et
sådant krav om uddybende oplysninger er dog ikke usædvanligt når det gælder
et så stort projekt.
Samtidig fortsætter den folkelige kritik af Dong Energys kul-projekt.
Modstandere af projektet har indledt en underskriftindsamling og er også
ved at arrangere en støttekoncert med titlen ”Vågn op – kunst mod kul”.
Koncerten skal efter planen være den første i en række mod Dong Energy.