Dansk Fjernvarme

Tvivl om effekten af danske klimaprojekter

5. marts 2008 | 2008

Tvivl om effekten af danske klimaprojekter

Efter internationale mediers kritik af handelen med CO2-kreditter, har Verdensnaturfonden og Greenpeace gennemgået en række projekter med dansk deltagelse. Konklusionen er, at mange at de projekter den danske stat og store danske virksomheder investerer i, ikke har den ønskede effekt for miljøet. Det skriver Berlingske Tidende i dag.


Ved at investere i klimaprojekter i den tredje verden får danske virksomheder en CO2-kredit, så de må udlede mere CO2 herhjemme. Men ikke alle projekter er pengene værd.


- Nogle af projekterne begrænser godt nok drivhusgas-udledningen her og nu, men bidrager til et større udslip på længere sigt, siger klimamedarbejder i Greenpeace, Tarjei Haaland til Berlingske Tidende.

 

Danmark har blandt andet sat penge i et projekt, hvor kinesiske kemikaliefabrikker begrænser produktionen af drivhusgasser. Men dermed er vi med til at fastholde en produktion, der fortsat er stærkt forurenende og kommer til at stå bedre i konkurrencen med alternativer, der udleder mindre CO2, påpeger Greenpeace.


Energistyrelsen, der har ansvaret for de danske klimaprojekter, er uforstående overfor kritikken.


- Alle klimaprojekter med dansk deltagelse bidrager til at skabe et mere bæredygtigt samfund, siger chefkonsulent Ulla Blatt Bendtsen, Energistyrelsen.


Hun pointerer, at CO2-emissionerne årligt bliver verificeret af uafhængige kontrollanter, og at Danmark kun køber emissioner, der er blevet verificeret.


Seniorforsker og klimaekspert Jørgen Fenhann fra Risø-DTU mener grundlæggende, at CO2-kreditter via klimaprojekter i den tredje verden er fornuftigt.


- Men nogle projekter er absolut bedre en andre, og Danmark har hidtil ikke været god nok til at vælge de mest bæredygtige projekter. Jeg ville hellere have haft, at vi havde købt flere kvoter fra projekter med vedvarende energi, siger Jørgen Fennhan til Berlingske Tidende.