Dansk Fjernvarme

Støtteregler bremser biogasudbygning

27. november 2008 | 2008

Støtteregler bremser biogasudbygning

Regeringens høje ambitioner om at udnytte de danske biogasressourcer langt bedre end i dag får svært ved at blive indfriet med mindre, der ændres på støttereglerne. Det vurderes i endnu ikke offentliggjort rapport, udarbejdet af en lang række aktører i energisektoren. Det skriver Børsen i dag.


Efter forårets energiforlig ydes der støtte til biogas leveret til varmeproduktion. Men ifølge rapporten er problemet, at støtten ikke tilgodeser biogas leveret til naturgasnettet. Her bliver biogas fortsat ligestillet med traditionel naturgas.


- Vi får aldrig nået de mål, regeringen selv har sat for udbygning med biogas, medmindre vi allerede nu får gjort det muligt, at distribuere biogassen over naturgasnettet, siger Helga Moos, sekretariatsleder i Brancheforeningen for Decentral Kraftvarme, til avisen.


Politisk er der også fokus på området. Således fastslår Venstres energiordfører, Lars Chr. Lilleholt, over for Børsen, at han vil arbejde for, at få biogassen sendt ned i overordnede naturgasnet. Han støttes af SF’s energiordfører, Anne Grete Holmsgaard, der også er positivt stemt.


Ifølge notater som Energistyrelsen afleverede til Folketinget i januar 2008 i forbindelse med energiforliget, så er det en dårlig forretning for Danmark, hvis biogasproducenterne allerede i dag begynder at levere gas over det danske naturgasnet.


Notaterne konstaterer, at den opgradering af biogasanlæggene, som er nødvendig for at kunne levere til naturgasnettet, som udgangspunkt langtfra vil være økonomisk konkurrencedygtig med den velkendte direkte levering af biogas til decentrale kraftvarmeværker.


I direkte sammenligning med anvendelse på kraftvarmeværker anses opgraderingen således som en dårlig løsning energi- og miljømæssigt. I takt med den planlagte masseudbygning med biogas vil dog på længere sigt ikke være nok at anvende biogassen lokalt i kraftvarmeværkerne, der vil ifølge eksperter også opstå et behov for at kunne distribuere biogassen på et større net.