Dansk Fjernvarme

Regeringen lægger låg på el-sag

29. maj 2008 | 2008

Regeringen lægger låg på el-sag

På det seneste har der været fornyet fokus på el-selskabernes omfattende kapital som de i 2004 fik fri råderet over. Både Forbrugerrådet og Foreningen for Slutbrugere af Energi (FSE) har krævet en del af pengene ført tilbage til forbrugerne men at dømme ud fra dagens udgave af Berlingske Tidende kommer det ikke til at ske med regeringens hjælp.

I en mail til de energipolitiske ordførere skærer klima- og energiminister, Connie Hedegaard (K), ifølge Berlingske Tidendes oplysninger igennem og slår fast, at regeringen står ved aftalerne af 29. marts 2004 om selskabernes egenkapital. Også selvom formanden for Det Energipolitiske Udvalg, Jens Kirk (V) i netop Berlingske Tidende den 21. maj åbnede diskussionen ved at sige, at ”det var værd at få en diskussion om, hvor stor en kapital man bør have på kistebunden”.

Der er således ikke udsigt til, at Forbrugerrådet og FSE får opbakning til deres synspunkt om, at forbrugerne skal have nogle af de milliarder de igennem årene har betalt til elselskaberne tilbage i form af en check eller i form af lavere elpriser de kommende år. Beregninger har vist, at selskaberne har omkring 50 milliarder opsparet, der ikke er direkte nødvendige for at drive selskaberne. Men regeringen fastslår, at det er op til selskaberne selv at forvalte deres egenkapital. Venstres energipolitiske ordfører, Lars Chr. Lilleholt, udlægger over for Berlingske Tidende partiets holdning således:

- Hvis man ikke er tilfreds med den måde, som det lokale energiselskab forvalter sine penge på, er der kun en vej, nemlig at møde op på generalforsamlingen og vælge folk ind i bestyrelsen.

Energipolitisk ordfører for regeringens støtteparti, Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, er dog ikke tilfreds med situationen.

- Jeg er på forbrugernes side. Min holdning er, at pengene må tilbage til dem. Det virker noget barokt, at elselskaberne først kan opkræve overpriser og så nægte at føre dem tilbage til forbrugerne. Det er en mærkelig form for forretning. Jeg vil have det her undersøgt til bunds, fastslår han.

Morten Messerschmidt vil kræve en god forklaring fra elselskaberne og er han ikke tilfreds med den vil han rejse sagen i den kreds af partier, der i sin tid stod bag de energipolitiske forlig som gav egenkapitalen fri. Han vil desuden bede ministeren henvende sig til elselskaberne.