Dansk Fjernvarme

Olieprisen har rundet 100 dollars

3. januar 2008 | 2008

Olieprisen har rundet 100 dollars

Øjeblikket har længe været ventet og i aftes skete det så: Prisen for en tønde råolie rundede for første gang i historien 100 dollars. En begivenhed, der af flere analytikere anses som det endegyldige bevis på, at en tidsalder med forholdsvis billig energi er forbi. Det skriver Berlingske Tidende.

 

Den magiske grænse blev rundet på årets først handelsdag, hvor prisen steg hele fire dollars. Dermed er prisen på råolie fordoblet i løbet af bare et enkelt år. Den aktuelle stigning er sandsynligvis et resultat af uroligheder i Algeriet og i Afrikas største olieproducerende land, Nigeria, samt dårlige tal for tilliden til erhvervslivet i USA.

 

Ifølge DR nåede prisen på børsen i New York dog at falde en smule igen så den sluttede dagen under de 100 dollars, nemlig på 99,62 dollars per tønde. Det er også værd at bemærke, at prisen endnu ikke har nået højderne fra 70'erne, hvis man tager højde for inflationen.