Dansk Fjernvarme

Miljø er langt mere end isolering

16. oktober 2008 | 2008

Miljø er langt mere end isolering

Miljø handler om langt mere end isolering. Kampen mod CO2-udledning skal kæmpes langt mere nuanceret. Det peger kontorleder Kurt Nielsen-Dharmaratne fra Rambøll til Jydske Vestkysten.


Debatten er skudt i gang i forbindelse med byggeriet af et nyt kontorhus i Åparken i Kolding.


- Jeg tror, tidspunktet er kommet dertil, hvor diskussionen om miljø nuanceres. For hvad er det vi jagter? Jeg vil ikke sige noget dårligt om lavenergihuse. Slet ikke. Men spørgsmålet er, om det er fornuftigt, når huset ligger indenfor fjernvarmenettet, der modtager varme fra affaldsforbrændingen og spildvarme som betragtes som CO2-neutral, siger Kurt Nielsen-Dharmaratne.


Et lavenergihus skal bruge el til at cirkulere luften rundt i huset. Og el tæller rigtig dårligt i CO2-regnskabet. Man skal i stedet tage udgangspunkt i, hvor et hus skal bygges og så se på helheden, peger Kurt Nielsen-Dharmaratne på.