Det vil være oplagt overveje fjernvarme frem for naturgas for at hente CO2 besparelser. Det siger klimaminister Connie Hedegaard til Ingeniøren som en reaktion på sidste uges råd fra Ingeniørens Klimaråd. Rådet anbefaler direkte, at man skifter naturgas ud med fjernvarme.
Det vil nemlig på kun et år betyde reduktion af CO2 udslippet med 3,6 millioner tons om året. Svarende til en tredjedel af den forpligtelse, Danmark har i henhold til Kyoto-aftalen.
- Man er samtidig nødt til at se på, om det betale sig rent samfundsøkonomisk. Derfor laver vi nu en analyse af, hvilke muligheder, barrierer og konsekvenser der er ved en konvertering, og herunder hvordan man skal kompensere naturgasselskaberne, siger Connie Hedegaard.
Den undersøgelse skal være færdig den 1. januar 2009.
Ifølge Ingeniøren, så sker der mange steder det, at naturgasselskaberne kæmper for at forsinke eller forhindre konverteringer fra gas til fjernvarme. Det sker i form af klager, og ofte udsætter det projekter i måneder eller år. Ofte er der en økonomisk gulerod for forbrugerne ved en konvertering fra naturgas til fjernvarme i form af lavere varmeudgifter.