Økonomi- og Erhvervsministeriet vil i fællesskab med Dansk Industri udvikle
et "klimakompas", der skal hjælpe de danske virksomheder til at
gøre en god indsats på klimaområdet samtidig med at de beholder deres vækst
og konkurrenceevne. Det skriver Børsen.
Klimakompasset skal udformes som en web-baseret guide hvor virksomhederne
får hjælp til at lave en klimastrategi og dermed sænke deres CO2-udslip.
Hos Dansk Industri oplever man, ifølge Børsen, at mange virksomheder gerne
vil gøre en indsats men at det samtidig især er svært for små og
mellemstore virksomheder at finde ud af, hvordan de bedst griber opgaven
an.
- Der er behov for værktøjer, der kan hjælpe virksomhederne med dels at
beregne deres CO2-udslip, men også til at lave en klimastrategi, så de kan
tage hånd om de globale klimaudfordringer, siger vicedirektør i Dansk
Industri, Tine Roed, til Børsen.
Klimakompasset forventes at være udviklet færdigt inden sommerferien.