Danmarks nye græsrodsbevægelse, Klimabevægelsen, holdt sit stiftende møde i
København i går. Det skriver dagbladet Information.
Forfatteren Tor Nørretranders bød velkommen med en understregning af, at
der er brug for en klimabevægelse i Danmark og henviste til, at det
tidligere har været muligt at klare store problemer og udfordringer, som i
situationen så umulige ud.
- Den historiske pointe er, at det er det folkelige pres, der sætter
dagsordenen, som politikerne så kommer løbende efter, sagde Tor
Nørretranders.
Seniorforsker Jørgen Fenhann, Risø-DTU og medlem af FN’s klimapanel,
fortalte mødets deltagere om klimaudfordringen, herunder om nødvendigheden
af at få den globale CO2-kurve til at vende senest i 2015, hvis der skal
være en rimelig chance for at bremse den globale opvarmning inden
”smertegrænsen” på to grader.
- Det er så voldsomt et budskab, at der næsten ikke er nogen, der har
fattet det, i hvert fald ikke politikerne, sagde Jørgen Fenhann.
I den efterfølgende debat betonede mange behovet for at få
klimaudfordringen "ned på jorden", så danskerne kan begynde at
tale om, hvad de kan gøre ved energiforbruget i deres egen bolig, ved deres
transport m.m. Andre vil deltage i arbejdsgrupper, der skal lave
alternative arrangementer og demonmstrationer i forbindelse med næaste års
klimatopmøde i København.
Da mødet sluttede søndag aften, havde Klimabevægelsen fået sine vedtægter
på plads, valgt et koordinerende landsråd, nedsat en række temagrupper og
fundet kontaktpersoner til lokalgrupper over hele landet, skriver
Information.