Dansk Fjernvarme

Klima- og energivirksomheder forventer høj vækst - trods finanskrisen

12. november 2008 | 2008

Klima- og energivirksomheder forventer høj vækst - trods finanskrisen

Danske virksomheder tror på en vækst på 23 procent i 2009 inden for klima- og energirelaterede forretningsområder. Det viser en undersøgelse, Dansk Industri har foretaget blandt 17 klima-virksomheder. Det skriver Børsen.


Mens store dele af dansk erhvervsliv har dæmpet forventningerne til den kommende tid tror virksomheder, der beskæftiger sig med klima- og energiteknologi fortsat på en pæn vækst. Undersøgelsen viser, at de adspurgte virksomheder hvert år har haft en vækst på 33 procent i omsætningen i de sidste tre år når det gælder forretningsområder som fjernvarme, energibesparelser og vindenergi. Der er således trods alt tale om en lille dæmpning af forventningerne, når virksomhederne nu forudser en årlig vækst på 23 procent – men det alligevel betegnes som en særdeles fornem vækst.


- Finanskrisen ændrer ikke ved, at rigtig mange lande har store klimaprojekter med bæredygtige byer og vedvarende energi, fastslår markedskonsulent i DI, Mads Holm Iversen, der ikke er i tvivl om energiteknologiens betydning for dansk eksport.


- Selvom finanskrisen får betydning er der altså stadig tale om en betydelig vækst. Energi- og miljøteknologierne er en solstråle for dansk erhvervsliv på en mørk himmel, mener Mads Holm Iversen, der peger på Kina og resten af Asien som det store vækstmarked.


Blandt de 17 virksomheder, der har medvirket i undersøgelsen, er Grundfos, Danfoss, Logstor, Cowi og Carl Bro.