Byrådet i Frederikshavn har besluttet, at byen skal være grøn. En omstilling af det nordjyske samfunds energisystem skal sikre, at hele Frederikshavns energiforsyning om bare syv år skal være baseret på CO2-fri vedvarende energikilder. Det skriver dagbladet Information i dag.
Boliger, institutioner og byens biler og busser skal i 2015 kunne hente energien fra sol, vind og biomasse. Den plan er så ambitiøs, at der for et byområde af den størrelse - 25.000 indbyggere - ikke er andre i verden, der har gjort det samme.
Ifølge Frederikshavns borgmester, Erik Sørensen (S), er projektet et stykke overlevelsesstrategi i dobbelt forstand.
- Vi påtager os et ansvar for at sikre klodens og i særdeleshed kommunens overlevelse, siger han.
På rådhuset i Frederikshavn kalder man sig for ”Energibyen Frederikshavn” og håber også at få det som statsligt stempel, når klima- og energiminister Connie Hedegaard på mandag udpeger tre officielle danske energibyer, skriver Information.