Forskere og store elkunder er utilfredse med, at politikerne med den nye
energiaftale fortsætter med at kaste flere støttekroner efter
konkurrencedygtig vedvarende energi. Det skriver Børsen i dag.
Med den nye energiaftale har Folketingets partier, minus Enhedslisten,
endnu en gang hævet tilskuddet til strøm fra biomasse og vindmøller, men
det er unødvendigt, mener forskere.
- Man kan ikke argumentere for, at vindmølleindustrien stadig er i
oplæringsfasen, og derfor er der ingen grund til særlig støtte i dag, siger
Alex Dubgaard, der er forskningschef på Afdeling for Miljø og Regional
Udvikling på Københavns Universitet, til Børsen.
Han mener, at det mest fornuftige vil være at hæve afgiften på
CO2-udslippet, så vedvarede energi kan konkurrere prismæssigt med fossile
energikilder.
Også slutbrugerne mener, vindmøllerne bør kunne klare sig uden tilskud.
- Vi synes, det er fint med vindenergi, men vindmøllerne kan sagtens
klare sig uden støtte, siger formanden for Foreningen for Slutbrugere af
Energi, Peter M. Nielsen, der til daglig er underdirektør i Danisco Sugar.
Han henviser til foreningens egne beregninger, der viser, at en 3 MW
vindmølle med det nuværende tilskud vil være betalt tilbage på ni år. Til
sammenligning er tilbagebetalingstiden omkring 20 år for traditionelle
kraftværker.