En knapt 15 kilometer lang transmissionsledning, der bugter sig langs med Themsen i det østlige London, vil - hvis alt går vel - om få år forsyne omkring 100.000 husstande i den engelske hovedstad med fjernvarme.
Det kommer til at ske med et solidt dansk fingeraftryk, idet Rambøll har gennemført forundersøgelser og skitseprojekt til, hvad der i givet fald bliver Storbritanniens første rigtige store fjernvarmenet, skriver Ingeniøren.
Ideen om et fjernvarmenet i den engelske metropol har længe ligget og ulmet under overfladen.
Den nuværende energikrise og det faktum, at Storbritannien i 2005 med ét blev nettoenergiimportør i stedet for eksportør, har imidlertid forvandlet fjernvarme til et langt mere interessant projekt for briterne end tidligere.
Det kommende fjernvarmenet skal levere varme og opvarmet brugsvand til en række nye byområder, som skal bygges i det østlige London langs med Themsen i forbindelse med afholdelsen af de Olympiske Lege i 2012. Selve energien skal komme fra et eksisterende kraftværk, der kører på gas, skriver Ingeniøren.