Dansk Fjernvarme

Fjernvarme kan løse EU’s 2020-mål

3. juli 2008 | 2008

Fjernvarme kan løse EU’s 2020-mål

Erhvervsbladet bringer i dag en kronik af Birger Lauersen, Dansk Fjernvarme.


Fjernvarme kan løse EU's 2020-mål

EU’s ambitiøse 2020-målsætning kan alene opnås ved at udbrede den europæiske fjernvarmetilslutning til en tredjedel af det danske niveau.

I dag arbejder EU på at realisere 2020-målene for energieffektivisering og vedvarende energi. Kort fortalt handler målene om 20 procent reduceret energiforbrug, 20 procent mindre CO2-udledning og 20 procent forsyning fra vedvarende energi. Deadline er år 2020. Mange har blandet sig i diskussionen om hvordan, for fremtidens løsninger handler ikke kun om miljø, men i høj grad også om arbejdspladser og omsætning.


For 100 år siden befandt borgerne i London og New York sig på mange måder i samme situation, i det der omkring år 1900 var massiv offentlig kritik af storbyens miljøsyndere: Hestevognene. Transporten med heste skabte nemlig store problemer med både støj og møg. Alene i London efterlod byens 50.000 heste omkring 1.000 ton efterladenskaber. Hver dag.


Ligesom vi i dag håber, at sol, vind og vand kan løse vores forureningsproblemer, drømte datidens mennesker i New York om nye energikilder, der en gang for alle kunne løse problemerne og befri storbyen for forurening. Nyheden om bilens opfindelse blev derfor modtaget som et mindre mirakel.

Som bekendt har bilen ikke løst forureningsproblemet. Det er heller ikke givet, at vi skal kigge imod nye kilder som vind, vand eller sol for at løse vores problemer i dag. Men den gennemtestede fjernvarmeteknologi rummer enorme potentialer. Det er der desværre rigtig mange, som ikke ved, for fjernvarme er en ofte overset faktor i både den danske og den europæiske energidebat.