Dansk Fjernvarme

Første spadestik på energipositivt hus

3. september 2008 | 2008

Første spadestik på energipositivt hus

Onsdag den 3. september bliver det første spadestik taget til et enfamiliehus, hvor energimåleren står stille. Eller løber baglæns. Det skriver Information.

Huset skal ligge i Lystrup nord for Århus og bliver bygget som et aktiv hus. Altså et hus, der producerer mere energi, end det bruger. Huset får eksempelvis optimal isolering, solfangere til varmt vand, jordvarme til rumopvarmning, høj-effektivt varmegenvinding samt fleksible facader, så huset selv regulerer, hvor meget lys og varme, der kommer ind gennem vinduerne, alt afhængigt af årstidens og døgnets energibehov.

Bag projektet står vinduesproducenterne Velfac g Velux samt ingeniørfirmaet Esbensen og arkitektfirmaet Aart. De har navngivet projektet ”Bolig for livet”.


-Tanken med et passivhus er, at det skal holde energiforbruget på et minimum. Hvorimod tanken med ”bolig for livet” er, at det selv skal producere energi. Og al energi er vedvarende og dermed CO2-neutral, siger direktør Jens Winther fra Velfac.

Huset ventes klar til indflytning i påsken 2009.