- I Danmark er vi efterhånden blevet vant til at anse den globale CO2-debat
som en fantastisk ny vækstmulighed for industrien. Det er ikke helt
tilfældet i mange andre lande, hvor løsninger på CO2-problemer stadig ofte
bliver set som en væksthæmmer.
Sådan forklarer Energi Industriens formand, Danfoss-direktør Jørgen Mads
Clausen, det overordnede budskab i Energi Industriens første store
internationale publikation, ”Bright Green”, der lanceres i morgen. Det
skriver Børsen.
”Bright Green” er den samlede titel på Energi Industriens indsats for at
synliggøre de mange klimavenlige danske teknologier frem mod FN’s
klimatopmøde i København i 2009. Publikationen, der lancerer kampagnen,
gennemgår Danmarks særlige styrkepositioner inden for løsninger på
klimaproblemer. Blandt dem er fjernvarme, udnyttelse af biomasse i
kraftvarmeværker, vindmøller, energieffektive kraftværker, solenergi,
brændselsceller, geotermisk energi, pumpeteknologi, energieffektive
byggematerialer og mikro-kraftvarme.
Artiklen i Børsen konkluderer, at væksten inden for eksport af
energiteknologi har været stigende samt at der fortsat er store muligheder
for vækst og øget beskæftigelse.
Klima- og energiminister, Connie Hedegaard (K) roser Energi Industriens
Bright Green-kampagne over for avisen.
- Hele tankegangen er utrolig positiv. Jeg husker tilbage fra dengang jeg
startede som miljøminister, at industrien gennemgående syntes, at det der
med klimaforandringer da bare var noget træls og besværligt noget. I dag
siger industrien noget helt andet, nemlig at hvis vi gør det rigtige her,
så er der store gevinster at hente.