Energiselskabet Energi Fyn bliver nu det første af sin slags i Danmark med en tv-kanal. Gennem fiber-tv og web-tv skal kanalen i samarbejde med lokale aktører informere om stort og småt på Fyn. Selskabet oplyser i en pressemeddelelse, at tiltaget er et led i Energi Fyns vision om at medvirke til den regionale udvikling på Fyn.
Energi Fyn TV lanceres mandag den 1. september. Tv-kanalen kan ses i digital kvalitet af de af selskabets fibernetkunder, der har valgt en tv-pakke gennem fibernet. Samtidig får alle andre danskere mulighed for at se kanalen via web-tv på hjemmesiden www.energifyn.tv.
Finansiering af projektet sker ved at sælge sendetid og diskplads til web-tv og reklameplads. Det kan være fynske nyheder leveret af øens medier, kommuneinformationer, nyt fra idrætsverdenen og foreningslivet, nyt om job og uddannelse, reklameblokke og meget andet.
- Vi vil gerne være fremsynede ved at vise og tage del i den nye teknik sammen med vores kunder, og understrege at fibernettet er fremtidens informationsmotorvej, siger salgschef i Energi Fyn Bredbånd, Carsten Hansen.