Dansk Fjernvarme

Energi- og klimaforhandlinger kan trække ud

29. februar 2008 | 2008

Energi- og klimaforhandlinger kan trække ud

EU-landene tog i går fat på forhandlingerne om EU-Kommissionens store energi- og klimapakke. Det skete på energiministrenes rådsmøde i Bruxelles, hvor Danmarks klima- og energiminister understregede vigtigheden af, at de nye direktiver om vedvarende energi og CO2-reduktion bliver vedtaget hurtigst muligt. Det skriver Information i dag.


Mens de øvrige medlemslande fremførte kritiske kommentarer til direktivpakken, understregede Connie Hedegaard på mødet, at det er hele EU’s profil i forhold til de internationale klimaforandringer, der står på spil.


Hun lagde meget vægt på, at EU-landene skal prøve at blive færdige med forhandlingerne inden udgangen af 2008, men andre taler om april 2009 som et mere sandsynligt tidspunkt for en endelig vedtagelse af direktivpakken, der sætter nye, forpligtende mål om 20 % vedvarende energi, og 20 % CO2-reduktion i 2020, skriver Information.


Problemet er, at jo senere EU finder fælles fodslag, desto mindre tid har man til effektivt at påvirke store lande som USA, Kina og Indien i de globale forhandlinger op til klimatopmødet i København i december 2009.