Til efteråret fremlægger Dong Energy en strategiplan for, hvordan selskabet skal investere i fremtiden og ifølge Børsens oplysninger vil den plan satse mere på olie end vind.
Avisen fremhæver især to forhold, der er med til at skubbe energiselskabets fokus væk fra vindkraften og i retning af olien. Det er velkendt at prisen på olie er markant stigende og samme vej er det gået for prisen på vindmøller, især havvindmøller.
Det er blot få måneder siden, at Dong Energy fremlagde en målsætning om at tredoble koncernens kapacitet inden for vedvarende energi inden år 2020. Men prisudviklingen på olie og markedet for vindmøller gør det altså i øjeblikket mere attraktivt for selskabet at satse på olie.
- Vi har sagt, at vores mål er at tredoble produktionen fra vind. Men det er under forudsætning af, at vi kan finde lønsomme projekter, siger Dong Energys direktør, Anders Eldrup, til avisen.
Avisen fremhæver, at det i øjeblikket reelt kun er det tyske selskab, Siemens, der kan tilbyde havvindmøller. Ifølge Børsen har Vestas en overgang haft deres havvindmøller trukket ud af markedet på grund af tekniske vanskeligheder. Vestas tilbyder dog nu igen møller til opstilling på havet.