Danmarks højeste konkurrencemyndighed, Konkurrenceankenævnet, har
fastslået, at det daværende Elsam udnyttede sin dominerende stilling på
elmarkedet til at kræve urimeligt høje elpriser hos forbrugerne i
Vestdanmark. Afgørelsen er en stadfæstelse af en tidligere afgørelse fra
Konkurrencerådet.
Ifølge Berlingske Tidende kan denne stadfæstelse føre til, at sagen ender
hos bagmandspolitiet. Med stadfæstelsen er det nemlig afgjort, at
Elsam/Dong Energy har udnyttet markedet og har krævet for meget for
strømmen – spørgsmålet er nu blot, om selskabet gjorde det med vilje.
Hvis det er Konkurrencestyrelsens vurdering, at det daværende Elsam dengang
handlede forsætligt kan styrelsen sende sagen videre til Bagmandspolitiet
eller til Statsadvokaten for Økonomisk Kriminalitet. Det vil i givet fald
føre til en straffesag af den type, der tidligere har givet Arla en bøde på
fem millioner kroner i sagen om Hirtshals Majeri. Konkurrencestyrelsen har
endnu ikke taget stilling til, om Elsam, der i dag er en del af Dong
Energy, skal indberettes til politiet.
Under alle omstændigheder styrker den aktuelle afgørelse hos
Konkurrenceankenævnet den
erstatningssag i Sø og Handelsretten som over 1.100 jyske og fynske
virksomheder og kommuner har anlagt mod Dong Energy. Gruppen af sagsøgere
kræver en erstatning på 4,4 milliarder kroner for elselskabets misbrug af
dominerende stilling.