Diskussionen om, hvordan Danmark bør forholde sig til EU’s krav på
energiområdet er i fuld gang allerede inden kommissionen har meldt ud,
hvordan den i praksis vil udmønte sine EU’s energimål i krav til de enkelte
medlemslande. Det viser en gennemgang af dagens aviser.
Ifølge Ritzaus Bureau kommer EU-Kommissionens forslag til at indebære, at
Danmark skal øge sin andel af vedvarende energi fra de nuværende 17 procent
til 32 procent inden år 2020. Dermed ser det ikke ud til, at EU tager
væsentligt hensyn til, hvor langt medlemslandene allerede er kommet på
området og dermed hvor meget de har gjort for at leve op til tidligere
aftaler uden bindende mål. Eksempelvis skal Storbritannien blot øge sin
VE-andel til 15 procent. Dermed straffes Danmark ved for at være
energiduks, mener regeringen i følge Politiken.
Klima- og energiminister, Connie Hedegaard (K) kalder det i Berlingske
Tidende betænkeligt, hvis EU begynder at føre socialpolitik sammen med
energipolitik. Og det mener ministeren er tilfældet, hvis EU eksempelvis
lægger medlemslandenes bruttonationalprodukt til grund for energikrav,
hvilket vil indebære at de rige lande kommer til at levere klart den
største indsats.
Det synes SF’s Anne Grete Holmsgaard til gengæld ifølge Børsen er den helt
rigtige vej at gå.
- Det er et grundfæstet princip i EU, at man også laver fordeling mellem
rig og mindre rige, siger hun.
Heller ikke den danske næstformand i EU-Parlamentets miljøudvalg, Dan
Jørgensen (S), er tilfreds med regeringens reaktion på det forventede
EU-udspil. Han beskylder ifølge Berlingske Tidende regeringen for ”klynk”
og for ”nærmest at optræde hyklerisk”.
- Regeringen har ikke bestilt andet end at sige, at man vil være et grønt
foregangsland. Og man har sagt, at man vil være med til at presse resten af
Europa, sådan at EU kan presse resten af verden i forbindelse med
klimatopmødet i København i december 2009. Hvis man mener det alvorligt, så
er det kun naturligt at Danmark påtager sig en stor byrde, siger han.
EU-Kommissionen ventes at offentliggøre sit udspil på onsdag.