Dansk Fjernvarme

Dansk Energipolitik roses i New York Times

11. august 2008 | 2008

Dansk Energipolitik roses i New York Times

Den danske energipolitik siden 1970’erne har fået stor ros i et af verdens førende dagblade, The New York Times. Det fortæller JydskeVestkysten.


Det er den indflydelsesrige kommentator og klummeskribent, Thomas L. Friedman, der har sammenlignet dansk og amerikansk energipolitik siden oliekrisen i 1973. Hans konklusion er, at USA’s strategi har været ”ynkelig”. ”Gid vi var lige så energismarte som Danmark”, skriver han.


Thomas L. Friedkins klummer og artikler bringes i mere end 700 aviser verden over og han fremhæver, at Danmark har haft succes med at lægge afgifter og skatter på CO2-udledning uden at det har skadet beskæftigelse og økonomi. Tværtimod, konstaterer han, har det styrket dansk innovation og eksport. Han fremhæver ligeledes hvorledes Danmark via kraftvarmeproduktion og vindkraft er blevet så energieffektiv, at landet er nettoeksportør af energi.


Thomas L. Friedkin udgiver i næste måned bogen ”Hot, Flat and Crowded” (varm, flad og ovefyldt). Bogen udkommer ifølge JydskeVestkysten i et førsteoplag på en million eksemplarer og heri slår forfatteren til lyd for en grøn amerikansk revolution og igen fremhæves Danmark som eksempel.


I gårsdagens New York Times citerer Thomas L. Friedman i øvrigt statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) for at sige, at han vil fremlægge en skattereform med endnu højere beskatning af energi. Indtægterne skal bruges til at sænke indkomstskatten og på den måde skal reformen styrke tilskyndelsen til at arbejde og sænke energiforbruget.