De første brinttankstationer i Danmark åbnes i dag i Vestjylland.
Klima- og Energiminister Connie Hedegaard klipper snoren for brintstationen, der er placeret hos Ringkøbing Fjernvarmeværk. Ministeren kører herefter i en brændselscelle hybridbil til Vestas og ser fabrikkens brændselscelle-truck i anvendelse.
Åbningen er kulminationen på flere års udviklingsarbejde til mere end 13 millioner kroner i det offentlig-private partnerskab, Hydrogen Link Vestjylland, bestående af 20 forskellige private og offentlige aktører. Projektet har desuden fået støtte fra blandt andet Energistyrelsen og Region Midtjylland.
Udover tankstationen i Ringkøbing er der placeret tankstationer i Hvide Sande, Skjern og Holstebro. Brinten produceres hos Vestforsyning i Holstebro hvor brinten opstår ved spaltning af vand. Der bruges vindmøllestrøm til processen, som dermed er helt CO2-neutral.