FN’s miljøorganisation, UNEP, har dannet et nyt globalt klimanetværk for de
lande, byer og virksomheder der har som mål at blive 100 % CO2-neutrale.
Lande som Norge, New Zealand og Island har allerede meldt sig ind men
derimod står Danmark fortsat uden for. Det bør ifølge flere kritikere få
alarmklokkerne til at ringe fordi Danmarks fraværd i et sådant globalt
netværk for klimaeliten er et tegn på, at vi ikke længere er en pioner på
området. Det skriver Børsen.
- Danmark bør helt indlysende tilslutte sig det nye FN-initiativ – ikke
bare fordi vi skal være topmødevært i 2009, men så sandelig også fordi vi i
Danmark forhåbentlig er enige om klimagas-neutral adfærd, siger Niels Due
Jensen, bestyrelsesformand for Grundfos og formanden for de store danske
virksomheder, der er organiseret i ”Rådet for bæredygtig
erhvervsudvikling”.
Han bakkes op af Kim Carstensen, præsident for den danske afdeling af
Verdensnaturfonden.
- Det viser, at noget af den forståelse, vi har af os selv som nogle af de
bedste til at løse verdens klimaproblemer måske ikke altid er helt rigtig,
siger han til Børsen.
Ifølge avisen har Danmark ingen aktuelle planer om at melde sig ind i
UNEP’s panel for klimaneutralitet. Den konservative klima- og
energiordfører, Per Ørum Jørgensen, udelukker dog ikke, at det kan komme og
erklærer sig ”positiv over for idéen”.
Men den melding er slet ikke ambitiøst nok, mener Niels Due Jensen fra
Grundfos. Han efterlyser handling her og nu og opfordrer regeringen til at
få den nye Klimakommission til at arbejde for, at Danmark bliver
klimaneutral allerede i 2030. Han henviser til, at Norges officielle mål
er, at være klimaneutral om bare 20 år og at New Zealand har besluttet, at
halvere CO2-udslippet fra transport inden år 2040 og at 90 procent af
landets energiforbrug skal komme fra vedvarende energi i år 2025.