Dansk Fjernvarme

DBDH: Fogh advokerer for halve energiløsninger

4. marts 2008 | 2008

DBDH: Fogh advokerer for halve energiløsninger

Det er positivt, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) offentligt fremhæver de danske kraftværkers effektivitet og at han er opmærksom på mulighederne for den danske eksport af energiteknologi i den sammenhæng. Men statsministeren overser også de enorme muligheder, der ligger i kraftvarme- og fjernvarmesystemer og derfor bliver hans udsagn blot en halv sandhed. Det konstaterer Jes B. Christensen, direktør for Dansk Fjernvarmes Eksportråd, DBDH, i en kommentar i Børsen.

 

- Der, hvor statsministeren imidlertid kun kommer frem til den halve sandhed, i værste fald en fejlprioritering af dimensioner, er, når statsministeren i sin argumentation ikke inddrager fordelene ved udnyttelse af overskudsvarmen fra produktion af el på de danske kraftværker, skriver Jes B. Christensen, der videre konstaterer, at det i høj grad er fjernvarmens fortjeneste at Danmark har haft markant økonomisk vækst uden stigning i energiforbruget.

 

- Ikke alene fordobler fjernvarmesystemet energieffektiviteten på kraftvarmeværkerne fra de proklamerede 45 % til over 90 %, men samfundets affalds- og restprodukter udnyttes også. Desværre synes statsministeren at have overset fjernvarmens betydning. Over 60 % af alle danskere forsynes i dag med fjernvarme. 42 % af denne forsyning kommer fra CO2-neutrale kilder som affaldsforbrænding, biomasse, biogas og industriel overskudsvarme. Den danske fjernvarmesektor har over de sidste 10 år reduceret CO2-udslippet med cirka 40 % per kvadratmeter, konstaterer Jes B. Christensen.

 

DBDH's direktør fremhæver Ecoheacool-studiet, der har dokumenteret et stort potentiale for fjernvarme og kraftvarme i Europa og kommer i den anledning med en konkret opfordring til Anders Fogh Rasmussen.

 

- I stedet for at satse på et utopisk resultat, at udstyre alle verdens kraftværker med dansk teknologi - selvom det er sød musik for ørerne - burde statsministeren i første omgang overbevise sine kollegaer i EU om at fordoble fjernvarmeforsyningen fra et niveau i dag på 9-10 procent.