Hvis alt ellers går efter planen vil den lollandske by, Vestenskov, om en måneds tid kunne kalde sig Danmarks første brintby. Det skriver Børsen.
Ifølge projektchef i Lolland Kommune, Leo Christensen, er det et stærkt elnet og overskud af vindmøllestrøm der er de centrale forudsætninger for idéen om en brintby.
- Det er naturligt, at vi arbejder med, hvordan vi kan opbevare den rene energi fra vindmøllerne og dermed udnytte energien endnu bedre. Det er brintprojektet i Vestenskov et godt eksempel på, forklarer han i Børsen.
Brintbyen skal fungere ved, at vindmøllestrøm sammen med vand føres ind i et elektrolyseanlæg. Her spaltes vandmolekylerne til brint ved hjælp af vindmøllestrømmen og herefter føres brinten frem til husene via et rørnet. Her er der indsat brændselsceller og ved forbrændingen omsættes brinten til vand mens der afgives energi som bruges til el og varme. Brinten skal erstatte individuelle oliefyr i Vestenskov.
Folketingets Finansudvalg har indtil videre bevilliget 50 millioner kroner til projektet og dertil kommer bidrag fra adskillige private investorer, eksempelvis Danfoss, Haldor Topsøe, Dong Energy og Cowi. Det samlede budget ventes ifølge Børsens oplysninger at lande på omkring 150 millioner kroner i 2012 hvor det forventes at alle huse i Vestenskov har udskiftet oliefyr med brint.
Dronning Margrethe indvier projektet den 15. september