Samtidig med at oliepriserne endnu en gang sætter rekord, kan fjernvarmeforbrugerne i Esbjerg glæde sig over, at de netop bor i Esbjerg. For mens stigende priser på naturgas tvinger mange af landets fjernvarmeforsyninger til at sætte prisen op, kan esbjergenserne se frem til faldende varmepriser. Det fortalte TV syd i sin nyhedsudsendelse torsdag 19.30.
Esbjerg Forsyning får en stor del af varmen fra affaldsforbrændingen L 90 i Esbjerg og det er formand for Forsyningsudvalget i Esbjerg, Jørgen Elsted Hansen, godt tilfreds med.
- Vi får varme fra affald, og da affald ikke er steget, kan vi holde prisen. Vi kunne selvfølgelig ikke vide, at olieprisen ville stige så kraftigt, men vi har været forudseende og vi har hele tiden støttet, at Esbjerg skulle være vært for affaldsforbrændingen L 90, siger Jørgen Elsted Hansen, der også er Dansk Fjernvarmes politiske næstformand, til TV Syd.
Forsyningen i Esbjerg får 40 procent af varmen fra affaldsforbrændingen og de resterende 60 procent er spildvarme fra el-produktionen på Esbjergværket.