I en artikelserie i Børsens ugentlige klima- og energisektion stiller avisen skarpt på en række forskellige vedvarende energiformer. Denne uge er turen kommet til solvarmeteknologi som bliver vurderet af avisens lille ekspertpanel. Og konklusionen er klar: Solvarme vil blive en væsentlig energikilde i fremtiden og solvarmeanlæg i stor skala brugt sammen med fjernvarme er klart den bedste løsning.
- På den lange bane kan det (solvarme, red.) blive en af de store bidragydere til opvarmning af vores private boliger, og på de store centrale anlæg kan vi opnå en meget høj udnyttelsesgrad, fastslår Henrik Bindslev, direktør på Risø DTU, og medlem af Børsens ekspertpanel.
Han bakkes op af et andet medlem af panelet, direktør for DI Energibranchen, Anders Stouge.
- Effektiviteten er markant bedre i de store anlæg, og de bliver dermed også mere konkurrencedygtige, konkluderer han.
Børsen fremhæver, at der allerede i dag findes store solvarmeanlæg i tilknytning til fjernvarmesystemer og ekspertpanelet er enige om, at der kommer flere af slagsen til i de kommende år. Henrik Bindslev vurderer dog samtidig, at det er en barriere for solvarmen, at energiforsyningerne mange steder allerede har investeret i andre anlæg og at det derfor vil være uattraktivt for dem at etablere store solvarmeanlæg så længe de andre anlæg er fuldt levedygtige. Han anslår en tidshorisont på 30 år før de centrale solvarmeanlæg kan spille en væsentlig rolle.
Hvor ekspertpanelet har tiltro til store anlæg tvivler det mere på fremtiden for små private anlæg af de type, der i dag er omkring 40.000 af i Danmark. Støtteordningen til sådanne anlæg er forsvundet og i de seneste år er kun få anlæg installeret. De høje oliepriser har dog ifølge avisen været med til at sætte en smule gang i salget igen.
Foruden Henrik Bindslev og Anders Stouge består Børsens ekspertpanel af Nicolai Zarganis, kontorchef i Energistyrelsen.