Dansk Fjernvarme

Avis:Billig fjernvarme skader miljøet

4. juni 2008 | 2008

Avis:Billig fjernvarme skader miljøet

Fjernvarmen i Odense koster så lidt, at det ikke kan betale sig at lave energibesparende forbedringer i ældre huse. På den baggrund konkluderer Fyens Stiftstidende på forsiden af gårsdagens avis, at ”Billig varme skader miljøet”.

I avisen fortæller det rådgivende ingeniørfirma, OBH-Gruppen, at det typisk er små og billige forbedringer der er rentable at gennemføre. Firmaet opfordrer borgerne til at tænke større energiforbedrende tiltag ind, når boligen af andre årsager skal renoveres.

Fyens Stiftstidende og OBH-Gruppen misser imidlertid et par væsentlige pointer i forhold til at analysere på konsekvenserne af en forholdsmæssig lav pris på fjernvarme. Det konstaterer Dansk Fjernvarmes direktør, Jørgen G. Jørgensen, i et debatindlæg i dagens udgave af samme avis. Han henviser blandt andet til, at varmeprisen i de store danske byer især er lav fordi varmen er til rådighed i form af billig og ikke mindst miljøvenlig overskudsvarme fra elproduktion og industri.

- Denne form for overskudsvarme er vel nok et af de bedste eksempler på miljøvenlig varme, fordi der netop er tale om, at fjernvarmen udnytter varme, der ellers var gået til spilde. Det er samtidig en meget billig opvarmningsform og derfor er fjernvarmen i Odense billig for byens fjernvarmeforbrugere. Artiklens overskrift, ”Billig varme skader miljøet”, er således noget misvisende - varmen er nemlig hovedsageligt billig i Odense fordi den er miljøvenlig, skriver Jørgen G. Jørgensen.

Læs Fyens Stiftstidendes artikel her.

Læs Jørgen G. Jørgensens debatindlæg her.