Fjernvarmekunder i Skanderborg og Århus får i de kommende år mere klimavenlig varme. Det sikrer en ny aftale mellem affalds- og varmeparterne i de to kommuner.
Affalds- og varmeparter i Skanderborg og Århus har i dag afsluttet forhandlinger om nye aftaler for samarbejdet mellem Skanderborg Fjernvarme AmbA, Renosyd I/S og Varmeplan Århus. Ifølge aftalerne skal samarbejdet udvides og bl.a. føre til en mere klimavenlig varmeproduktion til varmetransmissionsnettet i de to kommuner.
Varmeplan Århus flytter en produktion på ca. 688 TJ varme fra kulbaseret varmeproduktion på Studstrupværket til affalds- og flisbaseret varmeproduktion i Skanderborg. Herved mindskes den årlige udledning af CO2 ved varmeproduktion med 24.000 ton CO2.
Baggrunden for aftalerne er, at Skanderborg Fjernvarme AmbA skal etablere et flisfyret kedelanlæg, og at Renosyds forbrændingsanlæg vil udnytte den ledige kapacitet til at producere mere kraftvarme. Anlæggene forventes at stå klar i 2010.
- Vi har fået en rigtig god aftale i hus til gavn for miljøet og varmeforbrugerne i Skanderborg og Århus. Den giver både klimagevinster og økonomiske fordele for varme- og affaldskunderne, siger forhandlingsparterne rådmand Peter Thyssen og bestyrelsesformændene Elvin Hansen, Renosyd i/s og Ejnar Grøn, Skanderborg Fjernvarme AmbA i en pressemeddelelse.
Skanderborgs affalds- og varmekunder får en gevinst på ca. 600 kr. om året., og varmekunderne i Århus får en gevinst på ca. 75 kr. om året. Aftalerne bliver i nær fremtid forelagt de kompetente forsamlinger på området.