Dansk Fjernvarme

Vindmølleudbygning er gået i stå

28. februar 2007 | 2007

Vindmølleudbygning er gået i stå

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) vision om at gøre Danmark uafhængigt af fossile brændstoffer har lange udsigter - ikke mindst når man ser på tempoet for opstilling af nye vindmøller i Danmark. Børsen skriver i dag, at en politisk aftale om en skrotningsordning fra 2004, der skulle sikre udskiftning af gamle vindmøller med nye, mere effektive vindmøller endnu ikke har haft effekt. Det viser et notat fra Transport- og Energiministeriet.

 

Energiordførerne fra De Radikale og Socialdemokraterne, som begge er med i aftalen fra 2004, er stærkt utilfredse med, at regeringen ikke har taget ansvar for, at skrotningsordningen er blevet ført ud i livet.Det er skandaløst, at ingen af de ting, som vi aftalte for tre år siden, er blevet til noget. Regeringen har svigtet at sætte tommelskruer på kommunerne for at gå dem til at udpege placeringer til nye vindmøller. Hvis ikke kommunerne selv kommer i gang, er regeringen nødt til at anvise pladser gennem landsplandirektiv, siger den radikale energiordfører Martin Lidegaard til Børsen.

 

Socialdemokraternes ordfører Kim Mortensen, understreger overfor Børsen, at det er afgørende at få nogle håndfaste garantier fra regeringen på, hvordan, aftalen fra 2004 bliver ført ud i livet, før han er klar til at forhandle om en ny energistrategi.