Der bliver ikke nogen ny bred energipolitisk aftale, før regeringen har
opfyldt den gamle aftale fra 2004, lyder truslen fra Socialdemokraterne, de
radikale og SF.
De tre partier hasteindkaldte i går til et pressemøde
på Christiansborg, hvor budskabet til regeringen var, at de ikke vil
indgå en ny langsigtet energipolitisk aftale, før løfterne fra den seneste
handlingsplan er opfyldt. Det skriver Politiken i dag.
Baggrunden er en redegørelse fra energiminister Flemming Hansen (K), der
efter oppositionspartiernes opfattelse viser, at regeringen langtfra har
levet op til den snart tre år gamle aftale. Blandt andet er opførelsen af
havvindmølleparker forsinket og det samme er udskiftningen af gamle møller
på land med nye og mere effektive vindmøller.
- Vi går ikke ind i en ny aftale, før vi har sikkerhed for, at den gamle
aftale kan blive opfyldt, sagde socialdemokraternes miljøordfører Svend
Auken og tilføjede:
- Enhver købmand har det sådan, at han ikke er meget for at sende en ny
leverance, før regningen for den sidste er betalt.
Kravet fra Socialdemokraterne, De Radikale Venstre og SF kan i yderste
konsekvens betyde, at regeringen må gå til Dansk Folkeparti for at finde en
samarbejdspartner. Men reelt handler det om at presse regeringen forud for
de afgørende forhandlinger på Christiansborg, hvor både regeringen og
oppositionen vil få svært ved at leve med et brud på den mangeårige
tradition med brede energipolitiske aftaler, vurderer Politiken.