Dansk Fjernvarme

Ringe interesse for udbud af energirådgivning

6. juli 2007 | 2007

Ringe interesse for udbud af energirådgivning

Det har været yderst sparsomt med interessen for den særlige udliciteringspulje på 10 millioner kroner, der blev oprettet som en udløber af den politiske aftale om energibesparelser. Ved licitationens afslutning havde kun en enkelt ansøger meldt sig på banen for at få del i millionerne. Det drejer sig om et projekt til få hundredetusinde kroner og det meste af puljen står således ubrugt hen.

 

Den politiske aftale fastlagde, at en del af fjernvarme-, naturgas- og elselskabernes spareindsats over for erhvervslivet skal udliciteres for at skabe konkurrence om energispareindsatsen. De 10 millioner kroner stammer dermed fra fjernvarme-, naturgas- og elselskaberne og det var tanken, at rådgivende ingeniørvirksomheder, grønne organisationer, slutbrugere, producenter og leverandører kunne fremlægge projekter, der giver besparelser i slutforbruget i erhvervslivet.

 

- Vi oplevede et stort pres for, at en del af energispareindsatsen skulle udliciteres. Og faktisk også et stort pres for, at der skulle oprettes en endnu større pulje til formålet end de 10 millioner, det endte med. Derfor er vi da også noget overraskede over at se, at interessen for at søge viste sig at være så lille, da det rent faktisk kom til stykket, siger Dansk Fjernvarmes energisparekoordinator, Mette Hansen.

 

Dansk Energis direktør, Hans Duus Jørgensen, erklærer sig enig i dagens udgave af Børsen.

 

- Der var et stort pres på os for at åbne for andre, og derfor havde vi forventet, at mange flere ville søge, og vi er da skuffede over den ringe interesse, siger han.

 

Det var blandt andet de rådgivende ingeniørers forening (FRI), der ønskede puljen oprettet for at bryde energiselskabernes monopol på at lave energibesparelser. Det er derfor også en skuffet markedschef i FRI, Henrik Garver, der gør status.

 

- Vi mener fortsat, at det vil være oplagt at søge for vores medlemmer. Men det er et nyt marked for virksomheder, så der er tilsyneladende behov for at oplyse mere om puljen – især, at det er en fortsættende ordning og ikke kun en enkelt runde, siger han til Børsen.

 

På baggrund af det skuffende resultat af første udbudsrunde vil Dansk Energi nu indlede en dialog med Energistyrelsen omkring ordningens fremtid.