Hidtil har regeringen ikke ville satse på at indføre 1. generations
biobrændstoffer i benzin og diesel men den holdning er godt på vej til at
blive lagt på hylden. Det skriver Berlingske Tidende.
Ifølge avisens oplysninger bliver det således en del af regeringens
kommende energistrategi, at der allerede i år stilles krav om, at to
procent af benzin og diesel skal være bioethanol. Frem mod år 2010 skal
andelen angiveligt stige til seks procent. Tidligere har regeringen - med
kritik fra EU til følge - ikke haft fastsat mål på området.
Venstres energipolitiske ordfører, Lars Chr. Lilleholt, bekræfter over for
Berlingske Tidende, at han krafttigt vil opfordre regeringen til, at
pålægge benzinselskaberne at blande de omtalte mængder bioethanol i
benzinen og dieselen.
Fortsat for små ambitioner
Trods det, at regeringen nu tilsyneladende vil satse på straks at indføre
biobrændstof i transportsektoren vil kritikken af regeringen på området
ikke helt forstumme. Oppositionen roser regeringen for at komme i gang men
socialdemokraternes ordfører, Kim Mortensen, mener stadig, at det er for
lidt og for langsomt.
- Det lyder forsigtigt. Vi så gerne, at de hurtige kom op på 10 procent,
som vi har foreslået som mål for 2010, siger han til avisen.
Benzin-giganten Statoil har siden maj sidste år solgt benzin iblandet fem
procents bioethanol og underdirektør og informationschef Søren Bjælka mener
ikke, at regeringens udspil er ambitiøst nok.
- I løbet af foråret reviderer EU sine målsætninger og øger det nuværende
krav på seks procent til formentlig 10 procents iblanding af ethanol i både
benzin og diesel. Vi må konstatere, at regeringen ikke er så ambitiøs som
det EU snart spiller ud med. Danmark er ikke mere ambitiøs end det, EU kom
med for tre år siden, konstaterer han i Berlingske Tidende.
Også biobrændstof-eksperten Birgitte Ahring, professor på DTU, er skuffet.
- At regeringen har sat et mål om at nå seks procent i 2010 er helt
uambitiøst. Det svarer blot til ét kommercielt bioethanolanlæg, der
fremstiller bioethanol af halm eller anden biomasse. Efter min mening
skulle man let kunne klare, at have to anlæg herhjemme, så man er oppe på
12 procent, siger hun.
Brug for flere støttekroner til forskning
Birgitte Ahring opfordrer desuden regeringen til øjeblikket at rykke ud med
flere støttekroner til forskning og demonstrationsanlæg på området. Danmark
har en international førerposition når det gælder udviklingen af 2.
generations biobrændstoffer men risikerer at sætte den over styr.
- Hvis statsminister Fogh ikke rykker nu får vi ikke et dansk eventyr som
med vindmølleindustrien, hvor vi er verdens førende. Om et halvt år er vi
bagud i Danmark, hvis vi ikke kommer i gang med at bygge et forsøgsanlæg
nu. Investorerne står på p-pladsen foran DTU i Lyngby, de vil bare ikke
tage risikoen selv, siger hun.