Dansk Fjernvarme

Potentiale for biogas vurderes til 740 milliarder kroner

21. juni 2007 | 2007

Potentiale for biogas vurderes til 740 milliarder kroner

Det potentielle marked for at udnytte biogas til energiformål vurderes på globalt plan til at være hele 740 milliarder kroner. Det skriver Børsen.

 

Det er lektor Kent Nielsen fra Handelshøjskolen i Århus der har regnet på sagen. Hans beregninger tager udgangspunkt i en 45 procent udnyttelse af husdyrgødning med de på det tidspunkt kendte teknologier. Ifølge lektorens analyse vil potentiale således blive endnu større i takt med den teknologiske udvikling.

 

- Det potentielle verdensmarked for brug af gylle til energiproduktion er kolossalt, særligt for dem, som leverer den teknologi, der skal bruges i produktionsprocessen, vurderer seniorforsker Uffe Jørgensen fra Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet ved Århus Universitet.

 

Når det handler om biogassens energipotentiale har Syddansk Universitet Bioenergiinstitut netop offentliggjort et studie, som viser et umiddelbart potentiale for biogasproduktion fra husdyrgødning i Europa, som svarer til 50 millioner tons olie om året. Det svarer til cirka en tredjedel af EU's mål om at 20 procent af energien skal komme fra vedvarende energi i år 2020.

 

Danske selskaber som Novozymes og Xergi er blandt de aktører, der går efter at høste deres del af potentialet. Selskaberne har således netop offentliggjort en fælles aftale om udvikling af mikroorganismer til maksimal udnyttelse af energiindholdet i gylle.