De olieproducerende landes fælles organ, OPEC, vil skære i sine
investeringer i øget produktion i takt med, at lande i den vestlige verden
intensiverer deres jagt på alternative energikilder. Det skriver Børsen.
Meldingen kommer fra OPEC’s generalsekretær, Abdella El-Badrim, som udtalte
sig på forsiden af Financial Times lige op til det igangværende G8-topmøde
i Tyskland.
OPEC kontrollerer omkring 40 procent af verdens olieproduktion, men hvis
alternative brændstoffer vinder frem i de kommende år ser organisationen
ingen grund til, at dens medlemmer bruger de planlagt 800 milliarder kroner
frem mod 2012 i investeringer i nye raffinaderier og oliekilder.
Mange analytikere forventede, at OPEC’s melding omgående ville få kursen
til at stige. Det skete imidlertid ikke, i første omgang i hvert fald. De
amerikanske olielagre er pt. godt fyldt op og det har indtil videre holdt
prisen i ro.