Der skal mere vindeenergi ind i det danske energisystem. Så langt tyder
både meningsmålinger blandt befolkningen og de politiske meldinger på, at
næsten alle er enige. Langt mere problematisk har det traditionen tro
været, at få placeret vindmøllerne på landkortet. Det er nemlig ikke
populært hos hverken kommuner eller borgere, når møllerne placeres i deres
nærområde.
Den problemstilling vil lektor i erhvervsøkonomi ved Roskilde
Universitetscenter, Anders Christian Hansen, ifølge Berlingske Tidende
afhjælpe med et nyt forslag. Det går ud på, at placeringen af vindmøllerne
skal kunne handles mellem kommunerne. Kommuner, der ikke vil give plads til
vindmøller skal kunne betale andre kommuner for at gøre det og på den måde
er det tanken, at markedskræfterne sørger for at placere vindmøllerne.
- Kommunerne er forståeligt nok tilbageholdende med at udpege placeringer
til de nye meget store vindmøller, så længe de kan genere landskabet eller
true ejendomspriserne. I dag har kommunerne ingen fordel i at udpege
placeringer. De mangler et incitament til at finde pladserne. Et system for
omsættelige kvoter på vindmølleplaceringer vil sætte en markedspris på det
gode at blive fri for møllerne og via markedskræfterne sørge for, at det
nødvendige antal placeringer bliver fundet,« siger Anders Christian Hansen
til Berlingske Tidende.
Oppositionen mener, at kommunerne skal finde pladser via en tvungen
kvoteordning mens regeringen står fast på, at kommunerne af frivillighedens
vej selv skal finde ud af det. Anders Christian Hansen placerer sig med sit
forslag midt imellem og håber, at hans idé kan være med til, at få de
udsatte forhandlinger om en dansk energipolitik til at komme tilbage på
sporet.