Dansk Fjernvarme

Nye anklager mod Dong Energy

17. september 2007 | 2007

Nye anklager mod Dong Energy

Dong Energy beskyldes nu igen for at have misbrugt sin dominerende stilling på elmarkedet i Vestdanmark. Flere elgrossister mener ifølge Børsen, at Dong Energy har tjent penge på at manipulere med prisdannelsen i flere omgange i løbet af juli og august.

- Vi synes prisdannelsen ser helt forkert ud på udvalgte dage i juli og august. Derfor er vi gået til konkurrencemyndighederne, da vi ser det som en fortsættelse af de overtrædelser, som Dong allerede er blevet kendt skyldige i af konkurrencemyndighederne for årene 2003, 2004, 2005 og 2006. Nu må det snart være nok, siger adm. direktør i elhandelsselskabet Energi Danmark, Jørgen Holm Westergaard.

Dong Energy har indbragt Konkurrencenævnets afgørelse for Sø- og Handelsretten, som i øjeblikket behandler sagen. Derfor vil selskabets direktør, Anders Eldrup, ikke kommentere de nye anklager.

- Uoverensstemmelserne om prisdannelsen behandles i de relevante retslige instanser, og vi ser med fuld fortrøstning frem til en afgørelse. Det vil også gæld eventuelle nye sager, siger han til Børsen.