Selvom Mærsk Olie & Gas i 2006 oplevede en faldende olieproduktion i
Nordsøen, vil nye teknologier sandsynligvis betyde, at der kan presses mere
olie ud af de danske felter, så produktionen først topper inden for de
næste 10 år, skriver Børsen.
- Der er ingen tvivl om, at en høj oliepris over længere tid øger
incitamentet til at finde på noget nyt. Så over tid er der en sammenhæng
mellem en høj oliepris over, hvad man kan vente, der kommer ud af felterne.
Holder olieprisen sig over 50-60 dollar, vil der komme gang i
kreativiteten, og derfor kan man sagtens forestille sig, at vi først når et
toppunkt i 2011 eller 2012 og måske endda senere, siger kontorchef i
Energistyrelsen Søren Enevoldsen til Børsen.
Han understreger, at skøn for den fremtidige olieproduktion - og især
længere frem end fem år - er forbundet med stor usikkerhed, for ingen
kender udviklingen af nye teknologier til at udvinde olie.
Olieprisen er faldet over det seneste halvandet år, og en tønde koster i
dag omkring 53 dollar, men prisen ligger stadig historisk højt og
betydeligt over niveauet op gennem 1990'erne. Tidligere har iagttagere
vurderet, at toppen af produktionen muligvis blev nået med den hidtidige
produktionsrekord fra 2004, skriver Børsen.