Dansk Fjernvarme

Muligt gennembrud for dansk biodiesel

24. april 2007 | 2007

Muligt gennembrud for dansk biodiesel

Det kan meget bedre betale sig at anvende biobrændstof i kraftvarmeværkerne end til transportformål. Sådan har konklusionen hidtil lydt fra en række eksperter, men lyder der nye meldinger fra en af dem, lektor Henrik Wenzel fra Syddansk Universitet.

 

Det er en ny, foreløbig og endnu ikke udgivet, rapport fra netop Henrik Wenzel, der har fået ham til at se mere positivt på muligheden for at anvende biobrændstof i bilerne under visse omstændigheder. Ifølge rapporten tyder det således på, at der er en reel CO2-gevinst ved at anvende virksomheden Dakas biodiesel i biler. Det skriver Berlingske Tidende.

 

Virksomheden Daka arbejder blandt andet med at destruere døde dyr og ud af det animalske fedtstof kan blandt andet laves biodiesel. Miljøvurderingen af brændstoffet er endnu ikke offentliggjort fordi den mangler en uafhængig gennemgang.

 

Men resultatet ser altså ifølge både Daka og Henrik Wenzel positivt ud. Ifølge lektoren er det første gang, der kan rykkes ved hans opfattelse af, at biobrændsel anvendes klart mest effektivt i kraftvarmeværker.

 

- Det er første gang, vi ser, at der kan være en miljømæssig gevinst med det, siger han til Berlingske Tidende.